Det var ikke planen at købe kålroer, Anders Haahr Rasmussen, mad og litteratur
19. marts 2018
EN BID LITTERATUR – med 3 kendte forfattere

Mad og litteratur: I anledning af journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussens vegetariske kogebogsroman DET VAR IKKE PLANEN AT KØBE KÅLROER arrangerer forlaget en smagsprøve på bogen og på Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads “Madalfabet”. Vi serverer en god skål butternutsquashsuppe, en af opskrifterne fra bogen, og de tre forfattere præsenterer og læser op af deres værker. Kom & smag på litteraturen,

24. marts kl. 18-. Bobuska, Linnesgade 24, 1361 KBH K. FRI ENTRE

“DET VAR IKKE PLANEN AT KØBE KÅLROER” handler om Amanda, som er først i trediverne og bor alene i Brooklyn. Hendes liv drejer sig mest om kål, linser og krydderiblandinger, mens kærester, veninder og arbejde kommer i anden række. I sit køkken dissekerer Amanda sig selv og verden, når hun over gryderne snakker om alt fra sine forliste forhold over Foucault til prisen på flødeis. En vegetarisk kogebog og roman i ét, med mere eller mindre brugbare opskrifter, du også kan lave med lidt for gamle varer.

Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads “Madalfabet” er en nyfortolkning af Inger Christensens berømte “Alfabet” fra 1981 og har tidligere været fremført som lydværk til Louisiana Literature. Madalfabet udkommer senere på året i bogform på forlaget Basilisk.

Anders Haahr Rasmussen (f. 1979) er journalist og forfatter og har senest udgivet En fortælling om at være træt på People’s Press. Han har skrevet om alt fra tennis over prostitution til maskulinitet i Information og Zetland. Derudover arbejder han som radiovært og tenniskommentator. Det var ikke planen at købe kålroer er hans romandebut.

DET VAR IKKE PLANEN AT KØBE KÅLROER. 199,95 kr. 142 s. Hardback. Bogen kan købes til 150 kr. til releasen. Udk. 26. marts. Læs alle de fremragende anmeldelser her.