Boghandel skifter, christianshavns bogfestival
19. marts 2017
Christianshavns Bogfestival d. 22. april

Mød forlaget Ekbátana og en masse andre skønne, små forlag til BOGHANDEL, SKIFTER, Christianshavns Bogfestival 2017, d. 22. april kl. 12-22

Mød de små forlag til Christianshavns Bogfestival

Mød landets mest interessante skønlitterære, lyriske og litterært eksperimenterende forlag, når Hal C på Holmen i forbindelse med Christianshavns Bogfestival lørdag den 22. april fra 12 til 22 omdannes til en stor boghandel.

I foråret 2016 startede OVO press og Escho det litterære initiativ BOGHANDEL, SKIFTER. Ideen var at invitere små forlag til at lave en endagsboghandel i pladebutikken Insula i Blågårdsgade på Nørrebro. Dels for at få solgt nogle bøger, men ikke mindst for at dele erfaringer. Hurtigt voksede det sig større og kulminationen på initiativet var en kæmpe BOGHANDEL, SKIFTER i Bremen Teater i november med over 300 besøgende.

Det er vores forhåbning at denne BOGHANDEL, SKIFTER bliver endnu større, og nyt er blandt andet at aftenen afsluttes med en koncert af det mere end friskpustende dansksprogede rockensemble First Flush. Det lyder næste som en fest. Hurra.

Gratis entre & nede på jorden

Selvfølgelig er det gratis at komme ind. Selvfølgelig er bøgerne på dagen billigere end normalt. Og selvfølgelig er det redaktørerne og folkene bag forlagene, der står bag disken. BOGHANDEL, SKIFTER handler om at hive litteraturen ned fra piedestalen og tilbage til den virkelighed, den kommer fra, hvor eksperimenterende den end måtte være. BOGHANDEL, SKIFTER drømmer ikke om at revolutionere den litterære verden, men om en verden, hvor folk som en selvfølgelighed diskuterer litteratur og forundres over den, på samme måde som det er tilfældet med film, tv-serier og musik.

Et oplæsnings- og et udgivelsesprogram bliver annonceret medio april.

Deltagende forlag

Tidsskriftet Addenda, Arkiv for Detaljer, Atlas Magasin, Baggaardsbaroner, Cult Pump, Det københavnske forlag Cris & Guldmann, Det Poetiske Bureaus Forlag, Forlaget Ekbátana, Emancipa(t/ss)ionsfrugten, Forlaget Etcetera, Escho, Forlaget Gladiator, H. Harksens Productions, Forlaget Korridor, KLD Repro, Kælderlæsninger, Laboratory for Aesthetics and Ecology, Limbo Library, Forlaget LESEN, Forlaget Nemo, Forlaget_Mindspace, OVO press, Pote Produktion, Reality Press, Roulette Russe, Forlaget Sidste Århundrede, Forlaget Silkefyret, Skjødt Forlag – spansk på dansk, Space Poetry, Forlaget Virkelig, Forlaget URO, Vild Maskine og forhåbentlig flere.
Plakat: Zven Balslev

Læs mere her