ep-bogen Natatlas, Frej rosenstjerne, Natatlas, Lars Emil Foder, L.E.F. & De Langsomme Lyn, Anders Stig Møller, Katrine Muff Enevoldsen, Peter Albrechtsen
17. marts 2014
Flotte anmeldelser af ep-bogen Natatlas

Ep-bogen Natatlas af L.E.F. & De Langsomme Lyn får virkelig flotte anmeldelser fra både musik- og litteraturanmeldere. Rasmus Nøhr har i EkstraBladet sat den på sin Top 3 over udgivelser i 2013 – efter Nik & Jay og Seebach! – Og Litteratursiden roser den til skyerne og kalder den “en stærk og magisk helhedsoplevelse”! Læs uddragene her.

LITTERATURSIDEN

”Når man – med musikken i ørerne – går på opdagelse i bogen mærker man, hvordan den melankolske, dystre og drømmende stemning i lydbilledet får visuel opbakning på alle bogens sider. Også poesien og sangteksterne emmer af tungsind, kærlighed og mørke. (…)

Omgivet af det akustiske og elektroniske mix i musikken, smukke vokalharmonier og Lars Emil Foders stemningsfulde mørke vokal får man flere steder en fornemmelse af, at værket også er ment som en hymne til natten og til København.

Når det sidste vers er sunget, og den sidste side vendt, tegner der sig, trods værkets mange udtryk og stykker, et billede af en samlet fortælling. Helhedsoplevelsen er stærk og næsten magisk stemt. Natatlas fremstår som en gennemarbejdet opvisning i bogen og cd’ens enorme potentiale for stemningsskabende og intim fortællekunst, og den formår at holde liv i håbet om mediets overlevelse lidt endnu. Så lad dig selv forsvinde ind i en forunderlig verden, når L.E.F. og de langsomme lyn kortlægger natten i det fabulerende Natatlas.”

Læs hele anmeldelsen her.

KULTURKAPELLET

“Udgivelsen er et selvudnævnt “litpop”-værk, hvor musikken og teksterne til sangene suppleres af smukke illustrationer og konkrete små memorabilia, deriblandt en gåsefjer og en ægte guitarstreng, er vedlagt så læseren kan føle de små objekters materialitet og lade associationerne vandre. Der er sigtet mod en art totaloplevelse af værket, der skal stimulere det auditive, det visuelle, det tekstlige, det fysiske – hvilket kunne lyde prætentiøst og ende i en masse gode intentioner i mindre talentfulde hænder.

Men Lars Emil Foder og co. formår at præsentere et originalt og helstøbt værk, hvis tematik kredser om eksistensens skrøbelighed, den evige tilstedeværelse af melankoli og vemod, kærlighedens skrøbelige natur og dødsangstens nærvær. Det lyder dystert, men både musik, de lyriske tekster og illustrationer holder sig på den holdbare side af grænsen mellem pubertært klynkeri og universel identifikation.

Tillige fremstår de forskellige genres supplering af hinanden ikke forceret og unødvendig i forhold til en større ide om partout at skulle mixe genrer på tværs af medier og genrer – i stedet fremstår Natatlas som en smuk, prægnant og helt naturlig vision, der giver håb om at andre lige så originale kunstnere vil følge trop og give deres bud på en æstetisk totaloplevelse.

Læs hele anmeldelsen her.

UNDERTONER

”Som en forsinket julegave og poetisk fuckfinger til disse moderne tider, hvor både cd’en og papirbogens eksistens er truet, lander ‘ep-bogen’ Natatlas solidt og lækkert i hænderne, og hvilken fryd! (…)

Det er en ubetinget gennemført udgivelse med det poetiske nattetema, som løber gennem både lyrikken og illustrationerne og gør ep-bogen til en virkelig lækker lille sag. Jeg forudser en potentiel fanskare blandt litteraturstuderende og andre eftertænksomme skabspoeter, og bandet har da også en forbindelse til Københavns litterære miljø med optrædener i Literaturhaus og deslige. Alligevel er der noget fantastisk uprætentiøst og ukrukket over L.E.F. & de Langsomme lyn, som maner alle bange anelser om selvhøjtidelige musik-møder-poesi-konstellationer til jorden.”

Læs hele anmeldelsen her.

LYDTAPET

”EP’ens absolutte højdepunkt, og det nummer jeg vendte tilbage til adskillige gange – er et nummer der har det knuste hjerte som udgangspunkt, tilsat en fantastisk iørefaldende duet mellem Lars Emil Foder og Katrine Muff Enevoldsom. ”Brand” er titlen – og ordene er ubesværet smukke og melodien bærer en melankoli der sætter sig der hvor det gør både allermest ondt og godt. (…)”

Læs hele anmeldelsen her.

EKSTRA BLADET – Rasmus Nøhrs Top 3 over udgivelser i 2013

1. pladsen: Nik & Jay ”United”
2. pladsen: Rasmus Seebach ”Ingen kan love dig i morgen”
3. pladsen: L.E.F. & De Langsomme Lyn ”Natatlas”

”Årets tredjeplads vil jeg stædigt lade gå til L.E.F. & De Langsomme Lyn. Deres debutep fandt ikke vej til pladeselskaberne og butikkernes hylder, men den har sit eget stille liv cirkulerende blandt punkere og teaterfolk på Nørrebro. Pladen er ikke blevet anmeldt nogen steder, og den er ikke blevet spillet i radioen. Dertil er den måske for fin og stille i udtrykket. Selv opdagede jeg den kun, fordi min søde veninde spillede den hver morgen sommeren over.”

Læs hele artiklen her.

Læs mere om og bestil ep-bogen Natatlas her.